9. april 2017

Galleri

Hos Fransk/Italiensk SprogCenter kan du en del af året få franskundervisning i det skønne Nice. Nice er en imponerende by, hvor der er meget at se og opleve. I dette galleri kan du få et indblik i Nice og omegn.

Promenade des Anglais

Et af de mest interessante steder i Nice er den berømte promenade, der er 7 km lang. Den blev planlagt i begyndelsen af det 19. århundrede af det engelske aristokrati, som var begyndt at tilbringe deres ferier i Nice.

Det tredje sidste billede forestiller La jetée-Le Casino Promenade de Nice. Det store kasino var installeret i Englebugten på nogle pæle ude i vandet. Et fantastisk maurisk palads, som modtog det bedre borgerskab fra hele verden til fester uden ende og kasinospil, hvor der blev indsat enorme summer. Der er intet tilbage af det i dag undtagen en god dosis nostalgi for alle dem, der har oplevet det især når man ser det gyselige Casino Ruhl i dag, som afløste det.

De to sidste billeder er taget fra min lejlighed i Nice.

Hotel Negresco

Det smukkeste og flotteste hotel i Nice. 5-stjernet luksushotel på Promenade des Anglais. Det er absolut et besøg værd (også selvom man ikke har planer om at bo der). Opført i 1912 af Henri Negresco (rumæner). Det er et af de fornemste hoteller på kysten. Henri Negresco blev født i 1868. I begyndelsen af det 20. årh. beslutter han sig for permanent at slå sig ned på La Côte. I 1912 bygger han Hôtel Negresco. I 1914 bliver han mobiliseret til 1. Verdenskrig. Hotellet omdannes til hospital. De store formuer forsvinder fra kysten. Han dør af cancer og ruineret i Paris 14. maj 1920. Hotellet har været i familien Augiers eje siden 1957. Jeanne Augier arvede hotellet fra sin far. Jeanne Augier døde den 7.1.19 i en alder af 95 år. Hun efterlader ingen arvinger. En fond styrer hotellet nu.

I hotellet er der udsøgte malerier, antikke møbler og kunstgenstande hentet hjem fra alverdens lande. Det er ubeskrivelig smukt. Gustave Eiffel var arkitekt på hotellets overetage. Han designede en af den tids smukkeste europæiske glaskugler, der danner loft i hotellets fineste salon, Salon Royal.

Promenade du Paillon

Promenade du Paillon er et grønt område i Nice udtænkt af landskabsarkitekten Michel Péna. Den forbinder la Promenade des Anglais med Nationalteatret. Den er 1,2 km lang. Arbejdet med dette område begyndte i 2010 med fjernelse af rutebilstationen og dets hængende haver. Det totale beløb er på 40 millioner euros. Det blev indviet 26.10.2013 af borgmesteren i Nice, Christian Estrosi, og præsident for regionen Provence-Alpes-Côte d’Azur (PACA) Eric Ciotti. Miroir d’eau, som kan ses på billederne ovenfor er blot en lille del af Promenade du Paillon. Absolut et besøg værd.

MAMAC

MAMAC (Le Musée d’Art Moderne et d’Art Contemporain), Place Yves Klein, 06000 Nice (ved Place Garibaldi). Bygget af arkitekten Yves Bayard og Henrik Vidal i 1990. Museet disponerer over 4.000 kvadratmeter fordelt på 9 udstillingsrum i 3 niveauer. På 1. etage er der temporære udstillinger, på 2. og 3. niveau befinder de permanente samlinger sig.

Vieux Nice

Den gamle bydel i Nice er et yndet turistområde. I højsæsonen kan man knapt bevæge sig for menneskemasser. Alle specialforretningerne ligger her. Der er talrige barer, caféer, restauranter og natklubber. Det er kort sagt her, at det hele foregår. Når det er meget varmt er Vieux Nice et meget behageligt sted at være. Kvarteret omfatter også administrative bygninger som f.eks. Rådhuset, Justitspalæet og Operaen. Der er mange mennesker både om dagen og om aftenen. Der er også mange historiske bygninger, hvor den mest berømte er domkirken “La Cathédrale de Sainte-Reparate” på den idylliske Place Rosetti. Katedralen Sainte-Réparate blev bygget mellem 1650 og 1699. Det er en barokkirke. Klassificeret som nationalmonument siden 1906. Inspireret af arkitektoniske romerske modeller fra begyndelsen af barokken. Udsmykningen af kapellerne og koret er særdeles overdådigt. Det indvendige er inspireret af Peterskirken i Rom. Katedralen har for nylig gennemgået en renovering, der har taget mere end 6 år.

Place Rossetti er en af de mest livlige pladser i Vieux Nice. Den blev åbnet i 1825. Pladsen er udråbt som den 7. smukkeste plads i Frankrig. Med sine okkerfarvede facader, fontæner og sin barokkatedral er pladsen et af de mest pittoreske steder i den gamle bydel.

Place Massena er den største offentlige plads i Vieux Nice. Den blev opført i først halvdel af det 19. århundrede.

Cours Saleya

Cours Saleya er den vigtigste gågade i Vieux Nice (Det gamle Nice). Her er der marked hver dag. Det er et sted med mange turister. Hver mandag er der loppemarked i Cours Saleya. Det er en stor udstilling af kunstgenstande, møbler, malerier, lamper, skulpturer, smykker, gamle spejle, nipsting, bøger, tøj, porcelæn etc. Her kan man godt finde gode ting.

Parc de la Colline du Chateau

Et højdedrag, der rejser sig for enden af Vieux Nice. Heroppe fra har man den flotteste udsigt ud over Nice til alle de forskellige kvarterer. Der er forskellige steder man kan komme op. Man kan gå eller tage elevatoren. Den lokale befolkning ynder at komme herop. Her er stille og fredeligt med legepladser. Biler har ingen adgang. Der er en vidunderlig park at gå rundt i. Der er en storslået udsigt ud over La Baie des Anges (Englebugten), den gamle bydel og havnen. Man kan komme derop enten fra Vieux Nice, Place Garibaldi eller tage elevatoren for enden af Quai des Etats-Unis (forlængelse af Promenade des Anglais) eller det lille turisttog, der også kører derop. Navnet Parken ved slottet (Parc de la Colline du Chateau) er lidt underlig, da der ikke er noget slot. Der var dog engang et slot på højen, men det blev revet ned i 1706 på ordre fra Louis XIV.

Place Garibaldi

Place Garibaldi er en stor plads i Nice, som ligger nord for Vieux Nice. Den blev bygget i 1773 af arkitekten Antoine Spinelli. Det er den ældste store plads i Nice. Bygningerne er ens på Place Garibaldi gule og med arkader som på Place Massena, mange vinduer og grønne skodder. Der står en statue af Garibaldi på torvet, den blev indviet i 1891. Et meget betagende syn er alle rødtjørnetræerne om foråret.

Beaulieu-sur-Mer

Beaulieu-sur-Mer er en lille by, der ligger på den franske Riviera mellem Nice og Monaco. En ideel placering.

La Rotonde i Beaulieu-sur-Mer

Et virkelig arkitektonisk hovedværk fra perioden La Belle Epoque. La Rotonde var tidligere restaurationslokale for det tidligere Hotel Bristol. Den er klassificeret som historisk bygning. La Rotonde indtager en privilegeret plads i Beaulieu-sur-Mer. Salonerne i La Rotonde har en udsigt, som ikke kan beskrives, ud over havet og palmetræerne langs bredden. I dag bruges La Rotonde som restaurant og til afholdelse af konferencer, store begivenheder, seminarer etc. Arkitekten bag denne perle er danskeren Hans-Georg Tersling.

Villa Kerylos i Beaulieu-sur-Mer

Villa Kerylos er en græsk villa opført mellem 1902 og 1908 af arkitekten Théodore Reinach. Arkæologen var fascineret af den græske kultur, og han lod dette sted opføre efter kriterier i den græske oldtid. Resultatet er utroligt: Overdådige mosaikker, marmor, antikke krukker, statuer, indlagte møbler, ægte græske udsmykninger. Fra hr. Reinachs soveværelse er der en fantastisk udsigt ud over Middelhavet.

Saint-Jean-Cap-Ferrat

Saint-Jean-Cap-Ferrat er en halvø, der ligger øst for Nice. Der ligger mange kostbare villaer – bl.a. Villa Lo Soglietto. Her boede den britiske skuespiller David Niven i sine sidste leveår (i slutningen af 60erne).

Tourrettes-sur-Loup

Tourettes-sur-Loup er en landsby, der ligger mellem Nice og Cannes. Den befinder sig 14 km fra vandet. Siden 1952 er der hvert år i marts måned blevet fejret violfest. Hele landsbyen er på benene, og overalt kan man opleve de mest fantastiske blomsteroptog, udsmykninger og lokale danse.

Cannes

Cannes ligger 27 km fra Nice. Byen er verdensberømt for sine filmfestivaler. På den fornemme strandpromenade La Croisette ligger det ene luksushotel ved siden af det andet.

La Croisette

Den fornemme La Croisette stammer fra det provencalske ord “crousetto” som betyder “petite croix”. La Croisette blev indviet i 1866 under navnet Boulevard de l’impératrice. Croisetten blev skabt sammen med opsvinget af Cannes som badested. Opdaget i 1834 af Lord Brougham blev den beskedne lille flække omdannet for at behage et rigt klientel af vintergæster. Hele London kunne kun tale om Cannes, og hurtigt blev badestedet feteret af aristokrater fra hele verden. Det engelske aristokrati har skabt hele den franske riviera. Croisetten er mere end 3 km lang. Der finder man det ene luksushotel ved siden af det andet. Det fornemste er Hôtel Carlton. Derudover er der kasinoer og luksusbutikker. Der er kun to meget små strande i hver ende af Croisetten. Strandene tilhører mere eller mindre hotellerne.

Monaco

Det lille fyrstedømme Monaco, med Albert den 2. på tronen, har ca. 39.000 indbyggere. Det er verdens 2. mindste land. Vatikanstaten er mindre. Arealet er på ca. 2 kvadratkilometer. Køreturen fra Nice regnes for verdens smukkeste køretur, og det må være rigtigt. Man kan aldrig få nok af denne tur, og det er på alle årstider.
Gamle smukke huse side om side med moderne skyskrabere harmonerer udmærket med hinanden. Fyrstepalæet ligger højt og har en fantastisk udsigt. Der sker meget i Monaco hele året. Koncerter, teater, ballet med et væld af udenlandske stjerner.

Musée Océanographique er absolut et besøg værd. Sjældne havplanter og dyr. Havforskeren Jacques Cousteau var direktør her i 30 år frem til 1988. Sikkerheden i Monaco er helt i top her, da hele byen er videoovervåget. Ifølge bankerne hernede skulle verdens rigeste mennesker være bosat i Monaco.

Menton

Bærer tilnavnet “Perle de la France” (Frankrigs perle). Menton ligger tæt på den italienske grænse, 7 km fra Monaco. Citronen er et af symbolerne for byen Menton. Takket være et Middelhavsklima, der er meget mildt, kan der gro citrontræer. Citronfesten, der blev skabt i 1928 finder sted hvert år i slutningen af februar. Det er et fantastisk skue.

Menton har et bemærkelsesværdigt Middelhavsklima med milde og solrige vintre og varme og tørre somre. Man taler ofte om, at Menton har et næsten subtropisk klima med høje temperaturer og en høj fugtighedsprocent (hvilket kan medføre kvælende varme om sommeren). Der er temmelig sjældent uvejr, men når der kommer et, så kan der være voldsomt. Byen er meget smuk, omgivet af bjerge, hav og smukke gamle bygninger. Det er et af de mest solrige steder i Frankrig med 331 solskinsdage om året.

Menton og Hans-Georg Tersling

Menton har været en turistdestination siden det 19. årh. og var populær blandt britiske og russiske aristokrater. Den danske arkitekt Hans-Georg Tersling (født i Karlebo på en gård i 1857) er en af de store arkitekter i Menton og på hele kysten. I 1887 slog han sig ned i Menton, hvor hans arbejder var mangfoldige bl.a. Villa Cyrnos til tidligere kejserinde Eugénie og i 1908 villaen Les Rochers. Villa Cyrnos imponerede den russiske kejserinde, som overlod ham at bygge den russiske kirke i Menton for den store ortodokse befolkning. I 1899 bestilte Victor Masséna ham til at bygge “La Villa Masséna”, hvilket i dag er Musée Masséna. I 1905 vandt han en international konkurrence for bygningen af palæet Olympe Hériot i Paris. Tilbage i Menton byggede han byens kasino, der i dag har navnet Galerie d’Art du Palais de l’Europe. Ved udbruddet af 1. Verdenskrig endte Terslings karriere, da mange af hans rige kunder forsvandt og efterlod ham ubetalte regninger. Han døde næsten ruineret i Menton i 1920.

Vigtige værker af Tersling er: Hôtel Métropole i Monte Carlo, Grand Hôtel i Cap Martin og Hôtel Impérial i Menton. Han har skabt talrige paladser og adskillige prestigevillaer. Han er betragtet som en af de vigtigste arkitekter i La Bella Epoque på den franske riviera. Hans stil er neoklassicistisk. Han ligger begravet på kirkegården Vieux-Château i Menton.

Cagnes-sur-Mer

Byen Cagnes-sur-Mer ligger sydvest for Nice (ca. 14 kilometer). Haut-de-Cagnes er det eneste interessante i byen. Det er en højtliggende middelalderlandsby. Der er et slot og Grimaldimuseet.

Musée Renoir

Musée Renoir, chemin des Collettes, 06800 Cagnes-sur-Mer.
Maleren Auguste Renoir tilbragte de sidste 12 år af sit liv her. Her findes 14 originale malerier, skulpturer, møbler og Renoirs atelier. Til huset hører en pragtfuld have med oliventræer og citrusfrugter. Han boede hernede på grund af helbredsproblemer (gigt). Hans kørestol er også i huset. Pierre-Auguste Renoir (1841-1919) var en impressionistisk maler. Han har malet mere end 4.000 malerier mere end Manet, Cezanne og Degas til sammen.

Antibes

Antibes ligger mellem Nice og Cannes. Det er den tredjestørste by på kysten med 80.000 indbyggere. I Nice, Cagnes-sur-Mer og Antibes bor og arbejder mange franskmænd. Alle andre steder hernede er kun levende et par måneder om sommeren. Alle andre steder er rene spøgelsesbyer det meste af året. Strandene overalt i Alpes-Maritime er små og overfyldte. Det er ikke store og flotte strande som i Danmark.

I Antibes er havnen Port Vauban den største lystbådhavn på hele kysten og er en af de største i Europa. Der ligger naturligvis mange flotte fartøjer her. Mange sejler under bekvemmelighedsflag.
Picassomuseet er et besøg værd. Ligesom i alle de andre byer er det den gamle bydel, der lokker.

Det provencalske marked i Antibes ligger i den gamle bydel af Antibes. Det er et overdækket marked. Smukke farver og dejlige dufte, men priserne er ublu og har ikke meget med virkeligheden at gøre. Det er kun for turister. Der er grøntsager, frugt, pålæg, ost og oliven.

Cap d’Antibes

Cap d’Antibes, der ligger helt mod syd i Antibes har meget flotte og imponerende gamle huse og palæer. Her bor mange stenrige russere, der i dag har slået sig ned her her. Området er stille, smukt og med en vidunderlig udsigt.
Alle steder med Cap på kysten er kostbare områder (f.eks. Cap Ferrat/Cap Martin).
Det femstjernede luksushotel l’hôtel du Cap-Eden-Roc ligger herude.